tirsdag den 27. marts 2012

Poetry - Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen skrev nogle af de mest inderlige og følsomme digte jeg har læst. Digte jeg kan relatere til og som gør mig ydmyg over for livet. Jeg har udvalgt et par af mine yndlingsdigte og anbefaler stærkt at læse hendes digtsamlinger - de sætter en masse tanker i gang :)

Den sidste gæst 
I mit hjertes café,
hvor alting kan ske,
og hvor ingenting varer ved,
hændte det én slog sig ned engang
og fandt et blivende sted.
Da lo de, alle de farende folk:
Nu har vi set det med.

Gulvet var snavset af mange slags vejr,
slæbt ind af mange slags sko,
kalkpudset skalled’ i lampens skær
som var det en landevejskro.

Dog lokked den blidt med intim musik,
mit hjertes lille café,
hvor hundrede mennesker kom og gik
med hver sin vilje og ve.

Og en betalte med sælsomme ord,
der lå i min grådige hånd,
som skinnende perler, trukket på snor
af ukendt ungdom og ånd.

En anden lagde en fremmed sorg
så tungt, så tungt mod mit bryst,
en tredje pusted den leende bort
og bragte mig lykkelig trøst.

Men han der fandt sig et blivende sted
ejede slet ingen ord
og ingen at dele sin tavshed med.
Han sad ved det nederste bord,
og jeg så ham først, da de andre drog bort,
og jeg så ham vist aldrig før –
han rejste sig roligt og stængte hårdt
caféens vidåbne dør.

Hans pande var mørk og blid,
Jeg ved ikke hvorfra han kom
(men værtshuse lukker ved midnatstid,
og stolene vender vi om).

Han blev der om natten – da morgenen kom
og købte den søvnløse fri,
lyttede jeg ud mod den blæsende vej,
hvor alle slags folk kom forbi.

Og det brændte af sorg i mit bankende blod
ved at lytte til vejenes sus
men den tanke var underlig ny og god:
at nogen sov i mit hus.

I mit hjertes café,
hvor alting kan ske,
blev hver lille rød lampet
slukket og glemt som den gyldne gråd
hver farende sjæl har grædt –
og gulvet blevet fejet for al slags vejr,
og døren var lukket og tæt.

Og alt det voldte den sidste gæst,
hans sjæl var som brændende sne,
og han tændte et lys i mit hjertes café,
ingen farende folk får at se.

Fra digtsamlingen Blinkende lygter, 1947


                                                       De evige tre
Der er to mænd i verden,
der bestandig krydser min vej;
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør; -
jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke, der snart fo'r hen,
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er ét med den triste dag,
drømmene drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket, elsket og ren -
een gang hver hundrede år kan det ske,
de smelter sammen til én.

De evige tre; - fra Lille Verden; 1948
Ensomme menneske
Ak, du der holder et levende menneske
i din favn
og tror at dette elskede væsen
kan dæmpe dit hjertes savn,
og tror han kan følge din tanke
hvor ordene ikke kan nå
og gætte de vildsomme drømme
ingen i verden så -
Du, der smiler af glæde
mod stjernernes ensomhed
og tror du har fundet en lykke
som ingen i verden ved;
en jordisk og ren lille lykke,
dyb og bestandig og god
med rod i det levende hjerte
du hviler din pande imod
kun er du lidt trist og træt -
skal du søge din elskedes øjne
og se han er glad og mæt,
og mærke ham lukke sit væsen
om hygge og aftenfred,
mens mørket sænker sig i stuen,
og stjernerne går i skred
og lydløst brænder din lykkes
flakkende flamme ned
og ind i den gode stue
slår bølger af ensomhed,
og ingen ved hvad der skete
og ingen har gjort dig fortræd
kun er der et menneske hos dig,
som ikke kommer dig ved.

Ensomme menneske; - fra Blinkende Lygter; 1947  
Til een
Underlige hjerte
hvorfor husker du
nederlag og uret
og alt, som gik itu?

Du arkiv for minder
støvede og grå
fandt du aldrig lykken
som du vented' på?

Var du aldrig tone,
drøm og melodi
åben for din skæbne
elskende og fri?

Hvem i tidens morgen
har nægtet dig din ret
vejet dig i hånden
og fundet dig for let?

Udenfor står natten
stor og stjerneklar
jeg elsker dette hjerte,
som aldrig gi'r mig svar.

Fra Kvindesind; 1955

1 kommentar: